Olsen følte sig tæt på 2-0

1-1 mod et italiensk klassehold som Genoa er isoleret set et flot resultat, men det havde OB-træner Lars Olsen svært ved at glæde sig over, da det samtidig betød et farvel til Europa League for fynboerne.

- Vi var oppe mod et klassehold, men når det er sagt, følte jeg virkelig, at vi kunne have scoret målet til 2-0 i starten af anden halvleg. Der var vi oven på og havde fat på dem. Men på klassisk italiensk vis blev vi straffet, da vi lavede en opspilsfejl, siger Lars Olsen.

Det var ærgerligt, fordi flere af de italienske spillere virkede flade. Og så fik de ekstra kræfter efter det udlignende mål.

- Jeg er i det hele taget godt tilfreds med vores præstation. Vi spillede en god kamp, men vi fik også en fornemmelse af, hvad der mangler i forhold til de bedste ligaer i Europa. Som sådan mener jeg, at vi skal kunne måle os mod de næstbedste hold fra England, Spanien og Italien, men ligesom sidste sæson mod Aston Villa, så mangler vi lige det sidste stykke for at kunne presse os igennem, forklarer Lars Olsen:

- Det er først og fremmest på udebane, at vi skal blive bedre til at stå imod. Og så oplevede vi på egen krop, hvad det koster, hvis man er ukoncentreret i få sekunder.

/ritzau/

OB-træner Lars Olsen var skuffet efter 1-1-kampen mod Genoa, hvor han følte, at OB havde de italienske gæster på krogen.

Offentliggjort Sidst opdateret