Olsen forsvarer Arsenals brug af Bendtner

Selv om det danske landshold muligvis må undvære Nicklas Bendtner på grund af Arsenals brug af den danske landsholdsspiller, mens han har været plaget af en lyskeskade, så vil Morten Olsen ikke klandre den engelske Premier League-klub.

- Det vil jeg ikke blande mig i på nuværende tidspunkt. Det er passeret og færdigt, siger Morten Olsen.

Landstræneren kan se sagen fra begge sider, men mener det er en del af gamet, at Arsenal har brugt Bendtner, selv om han måske havde haft bedst af en pause på grund af sin drilske lyskeskade.

- Der bliver spillet mange kampe, og nogle gange for mange kampe. SAS Liga-spillerne har jo også spillet et meget komprimeret program på grund af VM, som måske heller ikke hører nogle steder hjemme. Men sådan er fodboldverdenen nu en gang, mener Morten Olsen.

Lægestaben omkring landsholdet har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at få Bendtner klar, og eksterne eller personligt tilknyttede behandlere ville ikke have været bedre, mener Olsen

- Der er gjort alt, hvad der kunne gøres. Der kan ikke gøres mere, så det er spørgsmål om, der er tid nok. Sådan er det med sådanne skader, fastslår Morten Olsen.

Det faktum at Arsenal har formået at få Nicklas Bendtner klar til at spille kampe, undlader landstræneren dog ikke at sende en lille giftpil af sted mod.

- Det kunne måske være derfor, at han ikke bliver klar for os. Uden at jeg vil sige, at det er det, siger Morten Olsen.

Nicklas Bendtner skulle efter planen deltage i lørdagens træning i Johannesburg, som var lukket for pressen.

/ritzau/

Landstræner Morten Olsen forsvarer Arsenals brug af landsholdsangriber Nicklas Bendtner, selv om han var plaget af en lyskeskade, som havde brug for hvile.

Offentliggjort Sidst opdateret