Olsen har armene oppe - men kun i aften

Landstræner Morten Olsen tillader sig at holde armene over hovedet - i hvert fald lørdag aften - for at fejre, at han for tredje gang som landstræner har kvalificeret Danmark til en VM-slutrunde.

- Jeg vil nyde denne nat og aften sammen med spillerne, men i morgen vil jeg kigge fremad. Der er meget få dage, hvor man kan glæde sig over noget som helst som træner og stå med hænderne over hovedet. Det vil vi gøre i aften og i nat, siger Olsen, der ikke er meget for at komme ind på, hvad VM-kvalifikationen betyder for ham personligt.

- Det er da en minderig aften, men jeg tænker også tilbage på grusomhederne. Fodbold er - som livet - uretfærdighedernes holdeplads. Men når så det lykkes, så kan man godt få et smil på læben, siger Olsen, der frem for alt hæfter sig ved, at det er Danmark, der er kommet til VM.

- Det er stort som spiller og som træner at kvalificere sig. Men vi spiller ikke for os selv, men for Danmark. Jeg har ansvaret for det, og det er jeg glad for, men det handler ikke så meget om træneren. Det handler om Danmark og spillerne, pointerer Olsen, der er optimistisk omkring de danske chancer i Sydafrika.

- Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg tror, at vi kan gøre noget ved et VM. Den følelse har vi også haft tidligere. Nu venter, der en lodtrækning i december, der afgør, hvem vi skal møde. Noget andet, vi er afhængige af i et VM er, hvilke spillere vi har til rådighed. Er vi heldige i slutrunden og undgår for mange skader, så kan vi spille en god gang fodbold, mener Morten Olsen, der til sommer har stået i spidsen for det danske landshold i 10 år.

/ritzau/

Morten Olsen tillader sig selv at nyde VM-billetterne - i hvert fald en aften. Han kalder VM-kvalifikationen for en minderig aften.

Offentliggjort Sidst opdateret