Den danske midtbanespiller er blevet vurderet ved flere lejligheder i franske Evian, hvor han har fået fast spilletid i de seneste mange kampe.
- Kalle har ikke spillet i halvandet år, og nu har han så spillet i de sidste par måneder. Og han er begyndt at spille 90 minutter også. Så det ser fint ud, siger Morten Olsen.
Landstræneren udtog Kahlenberg ved den seneste slutrunde, VM i Sydafrika i 2010, men siden har den tidligere Brøndby-spiller siddet meget på bænken eller tribunen i den tyske klub Wolfsburg.
Af samme grund er Kahlenberg gledet helt ud af landsholdet. I Evian er Kahlenberg igen blomstret op, og den franske klub, der har lejet Kahlenberg frem til sommerferien, har ytret ønske om at beholde danskeren.
Morten Olsen er positiv over at se Kahlenberg spille fast og vise sine offensive kvaliteter på et klubhold igen.
- Det er fantastisk. Og det kan han jo også kun vise, hvis han får lov til at vise det. Og det gør han i Evian. Så det glæder vi os alle sammen over, fastslår Morten Olsen.
Truppen til EM forventes at blive udtaget 29. maj, og hvis man skal tolke Morten Olsen, så er alle Evians fire danskere blevet vurderet. Evian råder også over Christian Poulsen, Daniel Wass og Stephan Andersen.
- Vi kan ikke være mere grundige, end vi er. Alle de spillere, vi synes har potentiale, de bliver set. Og det gælder alle spillere. Hvis vi ser Christian Poulsen, ser vi også de andre, hvis de spiller. Og det gør de jo. Vi ser alle spillere.
- Retfærdigvis skal det siges, at vi kan tage fejl af dem, vi udtager. Men vi har i hvert fald set dem i mange kampe, forklarer Morten Olsen.
Spørgsmål: Hvordan har Kahlenberg gjort det?
- Det holder jeg for mig selv, lyder det kortfattet fra Morten Olsen.
Evian møder lørdag aften Toulouse på hjemmebane i den bedste franske række.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde