Olsen kalder Norge-duellen for skæbnekamp

Alvoren er ikke til at tage fejl af, når Morten Olsen omtaler vigtigheden af lørdagens EM-kvalifikationskamp mod Norge.

Den danske landstræner ikke bange for at tage store ord i sin mund, når han skal forklare, hvad et nederlag vil betyde for de danske muligheder for at være med, når det går løs i Polen og Ukraine næste år.

- Kald det bare en skæbnekamp. Vi har tabt den ene kamp, vi skal i puljen, og vi kan ikke tåle at tabe flere, for så bliver det meget svært.

- Det vil ikke være decideret umuligt at komme med til EM efter et nyt nederlag, men det er ikke nogen stor pulje, vi er havnet i, og der er ikke ret mange kampe, så vi bliver alt for afhængige af andres resultater, hvis vi taber en kamp mere, siger landstræneren til B.T.

Morten Olsen kan dog sagtens nøjes med uafgjort i Oslo, som i hans øjne vil være et meget bedre resultat for Danmark end for Norge.

- Vi har tidligere bevist, at vi kan spille lige op med Portugal på hjemmebane, og i Parken taber vi ikke til Norge. Det kan vi ikke set med mine øjne. Så der er også et pres på nordmændene nu, siger han til avisen.

Landsholdet samles i Helsingør i dag og træner for første gang sammen klokken 16.00

/ritzau/

Morten Olsen mener ikke, at Danmark kan tåle at tabe endnu en kamp i sin EM-kvalifikationsgruppe.

Offentliggjort Sidst opdateret