Olsen om DBU-støj: Det har ikke fyldt noget hos mig
Landstræner Morten Olsen, torsdag aften på pressemødet i Beograd. Foto: Lars Poulsen/POLFOTO
Lars Poulsen/POLFOTO
Morten Olsen slår fast, at udmeldinger fra DBU-toppen ikke har fyldt noget i hans bevidsthed før Serbien-kamp.
Toppen i Dansk Boldspil-Union (DBU) er kommet med flere opsigtsvækkende udmeldinger forud for fredagens EM-kvalifikationskamp på udebane mod Serbien.
Landstræner Morten Olsen afviser dog, at sagen har fyldt det store i hans bevidsthed.
- Overhovedet ikke.
- Nu er showtime forbi, og det handler om aktørerne, fastslår Morten Olsen med alvorlig mine på sit pressemøde dagen før den vigtige kamp mod serberne.
Lidt senere må han alligevel igen forholde sig til spørgsmål om den megen medievirak, som udmeldinger fra DBU-direktør, Claus Bretton-Meyer, og DBU-formand, Jesper Møller, har afstedkommet.
Bretton-Meyer har til Politiken sagt, at det er "spritafgørende", at Danmark kvalificerer sig til EM om to år. Han tilføjede, at alle i teorien risikerer at blive fyret.
Tirsdag kom det frem, at formand, Jesper Møller, i DBU's interne nyhedsbrev har slået fast, at det er "uacceptabelt at give sin mening til kende gennem medierne", efter at Olsen havde kritiseret aflysningen af vinterens ligalandsholdstur.
Landstræneren fortæller endnu en gang, at han ikke vil tale om sagerne.
- Showtime er forbi. Det handler om Danmark og Serbien.
- Jeg synes, at der er blevet brugt mere tid hos jer end hos os på det. Vi har ikke brugt tid på det, siger Morten Olsen.
Aviskommentatorer har i løbet af ugen skrevet, at Bretton-Meyers forgænger, Jim Stjerne Hansen, aldrig ville bruge ord som "fyre" og "Olsen" i samme sætning. Nogle kommentatorer har endda ment, at Olsen i dagene under Jim Stjerne Hansen stort set selv kunne få lov til at skrive længden på sin kontrakt.
Morten Olsen afviser dog, at han nogensinde har haft det nemt som dansk landstræner.
- Det er en stor misforståelse. Der har altid været tryk på mig. Det er der på alle trænere, siger han.
Både Danmark og Serbien har hårdt brug for en sejr efter en knap så god start på kvalifikationen. Danskerne har fire point for tre kampe, mens serberne - efter skandalekampen mod Albanien - har et enkelt point efter to gruppekampe.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned