Olsen om Rusland: Vi møder Zenit og CSKA

Ifølge Morten Olsen stiller russerne sandsynligvis med nogenlunde samme hold, som nåede frem til semifinalerne ved EM i 2008.

- Rusland er en kendt størrelse, og det gør det nemmere at være træner for deres modstandere.

- Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad der foregår af overvejelser hos deres træner Dick Advocaat, men han råder stadig over de samme spillere, der gik i semifinalerne i 2008.

- De er lidt ældre, men still going strong, fastslår Morten Olsen.

De russiske modstandere kommer især fra to forskellige hold i den russiske liga.

- Der er fire fra CSKA Moskva og syv fra Zenit St. Petersborg. I det regnestykke regner jeg Andrei Arshavin for Zenit-spiller, og han er jo også lige blevet lejet ud til dem fra Arsenal.

- Selv om Yuri Zhirkov nu spiller for Anzhi, så regner jeg også ham for CSKA-spiller.

- Så det er et sammenspillet mandskab, vi møder. De kender hinanden og filosofien. De er meget mere rutinerede end os. De er vel 29-30 år i snit og har spillet flere kampe end os, forklarer Olsen.

Rusland er ifølge landstræneren en god testmodstander med henblik på sommerens EM, fordi holdet minder lidt om Danmarks gruppemodstandere ved slutrunden.

- Ligesom Portugal spiller de med en omvendt trekant på midtbanen, hvor de har en defensiv midtbanespiller.

- Kombinationsmæssigt minder de om Tyskland og Holland, så det gør Rusland til en rigtig god modstander på nuværende tidspunkt, fastslår Morten Olsen.

Der er kampstart klokken 19:45.

/ritzau/

Det danske fodboldlandshold står over for et særdeles sammenspillet mandskab i aftenens kamp mod Rusland i Parken.

Offentliggjort Sidst opdateret