Olsen opfordrer Agger til at søge ny klub

Den danske landsholdsspiller Daniel Agger er alt for god til at sidde og trille tommelfingre på bænken. Landstræner Morten Olsen råder Daniel Agger til at søge andre græsgange, hvis han ikke får udsigt til mere spilletid i sin engelske klub Liverpool.

- Daniel er en topspiller, og han vil jo spille fodbold. Det skal han også med de kvaliteter, han har. Og hvis der er nogen, som mener, han ikke har kvaliteter til at spille på holdet, så er det klart, at han skal søge andre græsgange, siger Morten Olsen.

Landstræneren mener, at hvis ikke situationen ændrer sig for Daniel Agger, så kan det allerede være en fornuftig løsning at finde en ny klub i januars transfervindue.

- Og det er jo nemt for ham. Han kan sagtens finde en ny klub, vurderer Morten Olsen.

De seneste dage har Daniel Agger udtrykt frustration over sin situation i Liverpool, hvor Jamie Carragher og Martin Skrtel står foran danskeren i køen til spilletid i det centrale forsvar. Derfor er Agger rygtet væk til andre klubber i flere engelske medier.

- Det går jeg ikke ud fra, at Liverpool vil. Liverpool vil have et tophold, og derfor vil de have topspillere. Og som jeg ser det, så har de ikke andre med de kvaliteter, som Daniel Agger besidder.

- Men det er så min personlige mening, og jeg er ikke træner i Liverpool, fastslår Morten Olsen.

/ritzau/

Landstræner Morten Olsen råder Daniel Agger til at søge ny klub, hvis han ikke får udsigt til mere spilletid.

Offentliggjort Sidst opdateret