Olsen siger op i god tid for DBU's skyld

Morten Olsen stopper som dansk landstræner efter EM-slutruden i 2012 - for Dansk Boldspil-Unions (DBU) skyld. Unionen har nu halvandet år til at finde en kompetent afløser, og den tidlige varsling af stoppet er også noget, som Morten Olsen har tænkt over.

- Jeg har været omkring det her hold i 30 år, og det er mig meget magtpåliggende, at DBU får tid til at finde den, de synes, er den rette træner. Den tid har man bedre nu, end hvis det skete om et år, siger Morten Olsen.

Udmeldingen var overraskende for de fleste, da der ikke har været særlig stor debat om lige netop det emne på det seneste. Men Morten Olsen nedtoner dramatikken.

- Det er meget udramatisk. Det handler for mig om at kvalificere holdet til EM og få afleveret nogle gode spillere og et godt hold til min kollega, der skal overtage posten.

- Når jeg selv har taget beslutningen, mener jeg, at jeg lige så godt kan melde det ud, fastslår Morten Olsen.

- Det giver DBU mulighed for at prikke en træner, der allerede har et job, på ryggen og sige "Det her job er ledigt på det givne tidspunkt." Det her er ikke spin på nogen måde. Det er bare vigtigt for danskerne og forbundet i al almindelighed at finde den, man ønsker, forklarer Morten Olsen.

Landstrænerens annoncering af stoppet kom i forbindelse med et pressemøde, hvor han skulle udtage truppen til landskampen mod Tjekkiet den 17. november, men han benyttede således lejligheden til at meddele sit exit om halvandet år.

61-årige Morten Olsen blev landstræner i sommeren 2000. Han overtog efter Bo Johansson. Han har kvalificeret holdet til to VM-slutrunder og en EM-slutrunde.

/ritzau/

DBU skal have god tid til at finde en ny landstræner, derfor varsler Morten Olsen sit stop i god tid.

Offentliggjort Sidst opdateret