Olsen: Vestergaards hjerte banker kun for Danmark

Det tyske fodboldforbund har forsøgt at kapre Jannik Vestergaard, men Hoffenheims danske forsvarsspiller prioriterer Danmark over Tyskland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Landstræner Morten Olsen er sikker på, at den 21-årige midterforsvarer har valgt side, selv om Vestergaard ikke bliver "låst" til det danske landshold, hvis han får sin debut i onsdagens venskabskamp i Polen.

- Efter den samtale jeg har haft med ham, så er jeg sikker på, at hans hjerte kun banker for Danmark, og kun for Danmark, siger Morten Olsen.

Landstræneren oplyser samtidig, at han gennem længere tid har opbygget et særdeles godt kendskab til den stærke midtstopper, der har en tysk mor og en dansk far.

- Jannik Vestergaard var med i forberedelsen til EM sidste år. Der lærte vi hinanden at kende.

- Han er nu blevet en endnu vigtigere spiller i Hoffenheim, og han er blevet en af viceanførerne på et meget ungt hold. Det er en spiller, de satser på i Hoffenheim, siger Morten Olsen.

Jannik Vestergaard kommer dog til at kæmpe hårdt om en plads i det danske midterforsvar, hvor der ifølge Olsen er en hård konkurrence.

- Vi har mange gode spillere på den plads. Tænk bare på Esbjergs Kian Hansen, som ikke er med denne gang.

- Der er kommet mange dygtige forstoppere ind, og Jannik ved, at der er stor konkurrence, siger Morten Olsen.

/ritzau/