De danske superligaspillere, der er i betragtning til sommerens EM-slutrunde i Polen og Ukraine, skal se at finde sig en udenlandsk klub - og det må meget gerne ske i januars transfervindue.
Landstræner Morten Olsen mener, at det vil gavne de danske EM-chancer, hvis landsholdets spillere ikke spiller i Superligaen, som slutter bare to uger inden slutrunden starter.
- Vi skal se at få vores gode spillere til udlandet. Jo før desto bedre, siger Morten Olsen til B.T.
Olsen peger på, at ligaerne i blandt andet England, Spanien og Tyskland slutter op til tre uger før den danske Superliga, og det kan give spillere i de landes ligaer en fordel, mener landstræneren.
- Vi får et kæmpe problem, hvis mere end 50 procent af landsholdet stammer fra Superligaen. Det betyder, at spillerne får mindre pause end eksempelvis hollænderne og tyskerne, og særligt lige op til slutrunden er programmet stramt.
- Alene i maj måned ligger der fem kampe og for dem, der skal spille pokalfinale, er der endda seks kampe. Det er selvfølgelig ikke optimalt, og der ville vi da ønske, at vi kunne have længere forberedelsestid, siger Morten Olsen.
Landstræneren har dog ikke noget bud på, hvordan problemet kan løses.
- Vi ved godt, at vi ikke bare kan rykke turneringen, som de for eksempel gør i Tjekkiet, for der er et stramt program, og vi har et klima, der ikke tillader, at vi bare begynder tidligere.
- Men jeg peger bare på, at der er et problem, siger Morten Olsen.
I den seneste betydningsfulde landskamp, som var 2-1-sejren over Portugal i EM-kvalifikationen, var seks af spillerne i landsholdstruppen spillere fra Superligaen.
Siden har især FC Nordsjælland bidraget med spillere i landsholdets to testkampe mod Sverige og Finland.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde