Olympisk ungdomsmester skal ramme plet for Danmark i Paris
Stephanie Grundsøe ses her i 2018, da hun blev olympisk ungdomsmester i Buenos Aires. (Arkivfoto). Foto: Li Ming/Ritzau Scanpix
Stephanie Grundsøe er som den tredje danske riffelskytte udtaget til sommerens OL i Frankrigs hovedstad.
Riffelskytten Stephanie Grundsøe skal om godt en måned i kamp for Danmark ved OL i Paris.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) oplyser onsdag, at man har udtaget den 24-årige riffelskytte til legene i Frankrigs hovedstad.
Grundsøe vandt for seks år siden guld til ungdoms-OL i Buenos Aires, og den bedrift får riffelskytten nu mulighed for at gentage på seniorplan, hvor konkurrencen er større.
OL-chef Søren Simonsen har store forhåbninger til Stephanie Grundsøe.
- Stephanies kvaliteter så vi allerede, da hun i 2018 som bare 18-årig leverede flere flotte resultater - blandt andet ved ungdoms-OL.
- Det er fantastisk, at hun nu som senior tager skridtet videre til "det store OL". Jeg er sikker på, det bliver det første af flere, siger Søren Simonsen i en pressemeddelelse fra DIF.
Sidste efterår fortalte Stephanie Grundsøe til Ritzau om sine store olympiske ambitioner.
- Jeg har en guldmedalje med OL-ringene på fra ungdoms-OL. Det gør, at jeg gerne vil have en rigtig OL-medalje i den nærmeste fremtid, sagde hun i november 2023.
Stephanie Grundsøe, der dyster i disciplinen 50 meter riffel 3 positioner, er den tredje danske skytte, der er udtaget til OL.
I forvejen har DIF udtaget Rikke Mæng Ibsen i samme disciplin samt skeetskytten Jesper Hansen.
Sidstnævnte vandt sølv for tre år siden ved OL i Tokyo.
OL i Frankrig foregår fra 26. juli til 11. august.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde