Omstridt bokser slår polak og vinder OL-guld i Paris
Lin Yu-ting vandt lørdag guld i bokseringen med en række uhyre hårde og præcise slag mod den noget mindre polske modstander Julia Szeremeta. Foto: Peter Cziborra/Reuters
Den omdiskuterede bokser Lin Yu-ting fra Taiwan vandt OL-guld efter sejr over Julia Szeremeta i finalen.
For anden dag i træk ved OL i Paris vandt en omdiskuteret bokser guld.
Mens det fredag var Imane Khelif, der vandt OL-guld, så fulgte Lin Yu-ting fra Taiwan lørdag op med en ny guldmedalje i boksekonkurrencerne.
28-årige Lin Yu-ting vandt over 20-årige polske Julia Szeremeta i finalen i 57-kiloklassen, var alle fem dommere enige om efter de tre omgange.
Lige fra begyndelsen var der niveauforskel mellem de boksere, og det var med taiwaneren i en dominerende rolle.
Polakken tog imod masser af slag, men blev ved med at kæmpe mod overmagten.
Med sit større vingefang og slagkraft styrede Lin Yu-ting begivenhederne inde i ringen, men polakken var ofte smilende efter de mange slag til krop og ansigt.
Sammen med Imane Khelif har Lin Yu-ting været et af de store debatemner ved de olympiske lege. Khelif har været mere omtalt, men sagerne minder om hinanden.
Det hele tog fart, efter at Imane Khelifs italienske modstander i første kamp, Angela Carini, valgte at trække sig efter kun 46 sekunder.
- Jeg har trænet med min bror. Jeg har altid mødt mænd, men i dag var smerten for stor, sagde den tårevædede Carini om de slag, hun modtog af Khelif.
Den korte kamp mellem Khelif og Carini fik siden stor opmærksomhed og satte gang i en international debat om, hvorvidt algerieren var berettiget til at stille op i Paris.
Samme tema kredsede omkring Lin Yu-ting, der sidste år i lighed med Imane Khelif blev diskvalificeret fra VM.
Ifølge IBA (Det Internationale Bokseforbund) dumpede de to boksere en "anerkendt" test, der viste, at de havde konkurrencemæssige fordele i forhold til andre kvinder. Hvad testen præcist målte "forbliver fortroligt".
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) anerkender ikke IBA og står selv for at arrangere boksekonkurrencerne under OL, hvor begge boksere er godkendt til at deltage.
Derfor kunne Imane Khelif og Lin Yu-ting fredag og lørdag stryge helt til tops ved legene og fejre guldmedaljer.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde