Målmanden Arek Onyszko er overbevist om, at han er færdig i OB og får en fri transfer, hvis han finder en ny klub. Det er fri fantasi, siger OB-direktør.
Når fodboldklubben OB indleder den kommende sæson, bliver det uden den polske målmand Arek Onyszko på holdkortet. Det siger fynboernes førstekeeper i de seneste fem et halvt år i et interview med Ritzau.
- OB regner ikke med mig, og jeg er færdig med klubben, fortæller den 35-årige polak og fortsætter:
- Klubben har fortalt mig, at hvis jeg finder en ny klub, så må jeg skifte på en fri transfer. Det sagde OB til mig inden vores kamp mod Horsens i sidste sæson, så nu vil jeg gå i gang med at finde en ny klub, siger han med henvisning til Horsens-kampen den 31. maj, som rundede sidste sæson af.
Den snak kan OB-direktør Kim Brink umiddelbart ikke huske.
- Det er fri fantasi, lyder det fra Brink.
Inden Onyszko får styr på sin fremtid i OB, hvor han stadig har et år tilbage af kontrakten, venter en retssag den 24. juni. Her skal Onyszko i retten i en sag om vold og trusler mod sin eks-kone.
- Der er folk, som er gået i gang med at finde en ny klub til mig, men jeg tror de fleste klubber venter på, at den retssag er overstået, inden der sker noget, siger målmanden, der tilføjer, at han gerne vil fortsætte i SAS Ligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde