Onyszko skal i fængsel

Arek Onyszko erkendte ved retten i Odense at have slået sin ekskone tilbage i marts måned. Han fik tre måneders fængsel, hvoraf de to er betinget.

Arek Onyszko, der i de sidste mange sæsoner har vogtet målet for SAS Liga-klubben OB, blev her til eftermiddag ved retten i Odense kendt skyldig i en sag om vold og trusler mod sin ekskone. Straffen blev fastsat til tre måneders fængsel, hvoraf de to dog er betinget og frafalder, hvis han ikke forløber sig det kommende år.
Episoden fandt sted tilbage i marts, hvor den 35-årige polak en søndag morgen opsøgte sin tidligere ægtefælle på hendes bopæl. OB-målmanden erkendte at have trukket hende i håret, og han indrømmede også at have slået hende, efter at hun trak en kniv og stak ud efter ham. Han nægtede dog at have sagt, at han ville slå hende ihjel, hvis hun ringede til politiet.
- Jeg er meget ked af det, og jeg fortryder det, var hans afsluttende bemærkning i retssalen.
Da dommen var afsagt, udbad Arek Onyszkos forsvarer Karoly Nemeth sig betænkningstid med hensyn til at anke dommen.
Anklager Ellen Pedersen mente, at Onyszko skulle idømmes tre-fire måneders ubetinget fængsel, mens forsvareren talte for, at målmanden burde slippe med en betinget dom - både fordi han siden frivilligt har opsøgt psykologhjælp, men også fordi en ubetinget dom vil betyde, at han stod uden job.
Onyszkos arbejdsgiver OB har hidtil ikke villet forholde sig offentligt til de eventuelle konsekvenserne af en dom til Arek Onyszko, før den forelå.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret