Oprykker slår Juventus i første kamp efter Ronaldo-afsked
Federico Chiesa havde flere gode aktioner og forsøg mod Empoli, men kom ikke på måltavlen. Foto: Luca Bruno/Ritzau Scanpix
Luca Bruno/Ritzau Scanpix
Efter Cristiano Ronaldos farvel forsømte Juventus at få point på hjemmebane mod Empoli.
Juventus er stadig på udkig efter sæsonens første sejr. Eller bare en smule medvind.
Lørdag skuffede storholdet fra Torino ved at tabe 0-1 hjemme til oprykkerne fra Empoli, der vandt Serie A-kampen på et mål af angriberen Leonardo Mancuso.
Det skete, dagen efter at Juventus sagde farvel til Cristiano Ronaldo.
Den portugisiske stjerne, der blev topscorer i ligaen i den forgangne sæson med 29 mål, blev fredag præsenteret i Manchester United.
Uden målslugeren på holdkortet lå en stor del af ansvaret for den offensive succes på Federico Chiesas skuldre.
EM-guldvinderen fra Italien var da også toneangivende i en lovende begyndelse på kampen for Juventus.
To gange var han tæt på at bringe værterne i front, men begge gange diskede Empoli-målmand Guglielmo Vicario op med gode redninger.
Den gode indledning kunne Juventus ikke bruge til ret meget, da bolden pludselig lå i egne netmasker.
Efter 20 minutter havnede bolden lidt tilfældigt hos Leonardo Mancuso, som lagde bolden flot til rette for sig selv, før han bankede den i nettet.
Det kunne sågar være blevet 2-0 til Empoli inden pausen, men Juventus red stormen af.
I jagten på en udligning blev spanieren Álvaro Morata sat på banen fra anden halvlegs start, og også den italienske nyerhvervelse Manuel Locatelli var blandt holdets fem indskiftere i anden halvleg.
Som halvlegen skred frem, og Empoli nærmede sig sejren, steg frustrationen på Allianz Stadiums tribuner.
Og det lykkedes aldrig at komme på omgangshøjde. Heller ikke da Locatelli i kampens tillægstid fik en god chance, hvor han kom fri og sparkede fladt forbi fjerneste stolpe.
Juventus vandt mesterskabet ni år i træk fra 2012 til 2020. I den forgangne sæson sluttede holdet på fjerdepladsen, og efter to runder i denne sæson er det kun blevet til et enkelt point.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker