Oprykning i 2011

Da sæsonen blev sparket i gang for tre uger siden, satte Lolland-Falster Alliancens startopstilling praktisk talt sig selv.
Men meget er ændret siden da. Truppens teenagere har udviklet sig med stormskridt, og allerede nu er det straks vanskeligere at vælge de 11 startere.

Det mener Alliancens cheftræner Jesper Tollefsen, som glæder sig meget over den udvikling. Og det får ham til at se perspektiver for fremtiden. Han anser oprykning for et realistisk mål næste sæson.

- Jeg tror på, at det bedste for klubbens udvikling og faktisk også det mest realistiske er, at vi opnår en gedigen midterplacering i år samtidig med, at vi udvikler spillerne både individuelt og som hold.
- Hvis vi så kan holde sammen på truppen og tilføre den to spillere, der går direkte ind som forstærkninger, tror jeg, vi kan spille med om oprykning. Man skal huske, at spillerne bliver et år ældre og bedre både fysiologisk og fodboldmæssigt. Og sæsonen efter tror jeg faktisk, at vi kan være nået så langt, at holdet også vil kunne redde sig i 1. division, lyder vurderingen fra Jesper Tollefsen.

I  første omgang handler det dog om at lægge afstand til bunden af 2. division Øst. Trods gode spillemæssige momenter står der nemlig kun fire point på kontoen efter fire kampe. Det samme har søndagens modstander, HIK.

- Vi føler, at vi er på rette vej. Det går støt fremad spillemæssigt. Men vi skal have lagt de 100 gram på, der har manglet i nogle afgørende situationer, for at vi kan høste point efter fortjeneste, siger Alliance-træneren, som har alle mand til rådighed i søndagens hjemmekamp mod HIK.

Ungdomsstrategien i Alliancen tegner lovende, mener cheftræneren, som spår oprykning næste sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret