Oprykningsbejleren Esbjerg belønner træner efter god periode
Lars "Lungi" Sørensen er også træner i Esbjerg fB i næste sæson. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Uanset om Esbjerg rykker op eller ej, fortsætter Lars "Lungi" Sørensen som træner i klubben.
Efter en stime af fine resultater er Esbjerg fB på vej mod oprykning til 1. division, og det belønnes træneren nu for.
Lars "Lungi" Sørensen blev ansat på en kort kontrakt efter fyringen af Lars Vind i marts, og nu har han underskrevet en forlængelse.
Det skriver den skrantende storklub på sin hjemmeside.
Lars "Lungi" Sørensen blev ansat efter en periode, hvor Esbjerg var gået i stå i landets tredjebedste række, men klubben ligger nu til oprykning.
- Først og fremmest har vi været meget tilfredse med det arbejde, der er blevet lagt på træningsbanen, som så er blevet overført til kampene med Lars ”Lungi” Sørensen som hovedansvarlig, siger direktør Jens Hammer Sørensen.
- Resultaterne og udviklingen, tror vi meget på, vil fortsætte, og det er baggrunden for, at vi efter en god dialog er blevet enige om at forlænge samarbejdet.
Der er to kampe tilbage af sæsonen i landets tredjebedste række, hvor Esbjerg er havnet efter to nedrykninger på få år.
Klubben har satset alt på omgående oprykning, men præstationerne har ikke været overbevisende, og i en periode var oprykningen langt væk.
Men efter 11 kampe med syv sejre, to uafgjorte og to nederlag under Lars "Lungi" Sørensens ledelse har Esbjerg bevæget sig op på oprykningspladserne.
Klubben har 62 point på andenpladsen. Det er ét færre end Kolding IF på førstepladsen. B.93 er på tredjepladsen med samme antal point som Esbjerg.
Vestjyderne møder i weekenden netop B.93 i en vital kamp om oprykningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde