Optimistisk PSG-træner tror på skadefri Neymar før CL-opgør
Neymar måtte forlade banen ti minutter før slutfløjtet, da han vred om på sin ankel i søndagens kamp mod Marseille i Ligue 1. Foto: Reuters/Stephane Mahe
Reuters/Stephane Mahe
Den brasilianske superstjerne måtte forlade banen på en båre, da PSG søndag slog Marseille i Ligue 1.
Den brasilianske superstjerne Neymar måtte efter et vrid i anklen forlade banen på en båre i søndagens Ligue 1-klassiker mod Marseille.
Paris Saint-Germains træner, Unai Emery, regner dog med, at angriberen bliver klar til returopgøret mod Real Madrid i Champions League 6. marts.
- De første undersøgelser i omklædningsrummet viste, at han har vredet om på sin ankel, siger Unai Emery.
Neymar skal nu gennemgå et grundigt lægetjek for at fastslå skadens omfang.
- Vi venter på resultatet af undersøgelsen, og vi er optimistiske. Hvis jeg skulle give et svar i dag, så ville jeg sige ja, siger Emery om muligheden for, at Neymar bliver klar til opgøret mod Real Madrid.
Den 26-årige brasilianer vred om på anklen i en duel med en modspiller ti minutter før slutfløjtet i 3-0-sejren over Marseille.
Ifølge PSG-anfører Thiago Silva skal det franske storhold ikke forvente at se Neymar på banen, når holdet igen møder Marseille i ligacuppen på onsdag.
- Neymars ankel er allerede hævet. Jeg er ikke læge, men jeg tror ikke, han bliver klar til onsdag. Han skal hvile, siger Thiago Silva til Canal+.
Med sejren over Marseille udbyggede PSG forspringet i toppen af Ligue 1 til 14 point ned til nærmeste forfølger. Monaco spillede 3-3 mod Toulouse lørdag, mens Lyon måtte nøjes med 1-1 mod lokalrivalerne fra Saint-Etienne.
Dermed ligger Monaco på andenpladsen, mens Marseille og Lyon indtager henholdsvis tredje- og fjerdepladsen i Ligue 1.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker