Orkanen Ida tvinger NFL-hold væk fra sin hjemmebane
Superdome har været hjemmebane for New Orleans Saints siden 1975. Foto: Derick Hingle/Ritzau Scanpix
Derick Hingle/Ritzau Scanpix
På grund af orkanen Idas ødelæggelser bliver New Orleans Saints' sæsondebut i NFL spillet i Jacksonville.
Orkanen Ida har tvunget NFL-holdet New Orleans Saints væk fra sin sædvanlige hjemmebane, Superdome.
I sæsonens første kamp mod Green Bay Packers, som spilles søndag i næste uge, må Saints derfor låne Tiaa Bank Field i Jacksonville.
Det oplyser NFL i en pressemeddelelse, og på Saints' hjemmeside forholder holdejer Gayle Benson sig til flytningen.
- Det er aldrig en nem beslutning at træffe, når det indebærer, at man ikke skal spille hjemme i Caesars Superdome, men jeg er sikker på, at det er den rigtige beslutning for vores by på nuværende tidspunkt, siger Benson.
Saints har flyttet træningen midlertidigt til Dallas i Texas, mens New Orleans forsøger at komme sig oven på det voldsomme vejr, der ramte søndag.
Ida gik i land i delstaten Louisiana kort før middag søndag lokal tid. På det tidspunkt var det en kategori 4-orkan - det næsthøjeste trin på skalaen.
Efter orkanens besøg har mere end en million mennesker i Louisiana været uden strøm, og der er også mangel på blandt andet vand og benzin.
- I fællesskab har vi en stor opgave foran os, når vi skal rydde op efter orkanen Ida, men det er inspirerende at se, hvordan folk arbejder sammen, siger Gayle Benson.
Ida ramte, præcis 16 år efter orkanen Katrina. Det var en kategori 5-orkan, der medførte katastrofale ødelæggelser i Louisiana og New Orleans.
Også dengang var New Orleans Saints nødt til at flytte deres hjemmekampe, da Superdome blev tilflugtssted for titusindvis af mennesker.
Dengang havde Saints midlertidig hjemmebane i San Antonio, Baton Rouge og New York.
New Orleans Saints har vundet sin division, NFC South, de seneste fire sæsoner, men i år ser holdet markant anderledes ud, end det plejer.
Væk er quarterbackstjernen Drew Brees, som stoppede karrieren efter den forgangne sæson. I hans fravær er Jameis Winston blevet udnævnt som quarterbacken, holdet satser på.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker