Osama Akharraz: Gav træneren svar på tiltale

Efter bare 40 minutter af sæsonpremieren mod FC Midtjylland blev AGF's Osama Akharraz flået ud. Kantspilleren var rasende, men vreden blev vendt til glæde i aarhusianernes anden kamp i sæsonen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Her vandt AGF med 2-0 over FC Vestsjælland i Slagelse, blandt andet på et smukt langskudsmål af Akharraz.

- Det var virkelig dejligt at få scoret det mål. Jeg var utilfreds med min udskiftning senest. Jeg synes, den var forkert, men jeg fik givet svar på tiltale her, siger Akharraz.

- Nu håber jeg, jeg har bevist, at jeg skal spille hele kampen hver gang. Jeg kan gøre de afgørende ting, både lægge op og score mål. Men jeg har brug for mine holdkammerater, ligesom de har brug for mig.

I løbet af ugen har Akharraz omsat vreden fra premierekampen til hårdt arbejde på træningsbanen.

- Jeg har taget arbejdshandskerne på. Jeg føler egentlig ikke, at der tidligere har været noget galt med min indsats til træning, men jeg har lige givet den en tand mere, siger Akharraz.

- Jeg er derfor glad for, at jeg startede inde igen i dag, så jeg kunne bevise, at udskiftningen senest var en stor fejl. Det betyder meget for mig, at jeg får svaret igen og lader benene tale.

Osama Akharraz har nu scoret for AGF i otte forskellige superligakampe. Samtlige otte kampe er vundet.

/ritzau/