Østrig venter de danske fodboldkvinder i EM-semifinalen
De danske kvinder havde masser at juble over, da de søndag smed de seneste seks EM-slutrunders vindere fra Tyskland ud af turneringen. Nu venter Østrig i semifinalen på torsdag. Foto: Kay Int Veen
/ritzau/Kay Int Veen
Danmark skal i EM-semifinalen op imod Østrig, der kort før slutrunden slog danskerne 4-2 i en testkamp.
De danske fodboldkvinder skal på torsdag slå Østrig for at nå EM-finalen i Holland.
Østrigerne sikrede sig søndag aften en plads i semifinalen med en sejr over Spanien efter en målløs affære, der blev afgjort efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Samtlige spillere virkede tyngede af kampens betydning, og hverken Spanien eller Østrigs EM-debutanter ville risikere det store.
Tilskuerne i Tilburg fik ikke set mange chancer, og det meget lidt målsøgende spil fortsatte i den forlængede spilletid.
Da stillingen fortsat var 0-0 efter to gange 15 minutter, skulle kvartfinalen afgøres i en konkurrence fra straffesparkspletten.
Her havde østrigerne størst succes med scoringer på samtlige fem forsøg.
Silvia Meseguer blev på Spaniens tredje forsøg fra pletten luret af Østrigs keeper Manuela Zinsberger, der kastede sig til den rigtige side. Redningen sikrede reelt østrigerne sejren.
Tidligere på søndagen slog Danmark i Rotterdam de regerende tyske europamestre med 2-1.
Selv om Danmark i optakten til EM tabte 2-4 i en testkamp til Østrig, så virker det langt fra umuligt, at danskerne på næste søndag skal kæmpe om EM-titlen.
Torsdagens semifinale spilles i Breda.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde