Østriger sætter rekord med mål efter seks sekunder
Christoph Baumgartner driblede fra midterlinjen, inden han sendte bolden i mål med et fladt skud. Foto: David W Cerny/Reuters
Christoph Baumgartner scorede det hurtigste mål, der nogensinde er registreret i en landskamp.
Seks sekunder.
Mere skulle den østrigske landsholdsspiller Christoph Baumgartner ikke bruge til at bringe sit land foran 1-0 i testkampen mod Slovakiet lørdag aften.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om det hurtigste mål, der nogensinde er registreret i en officiel landskamp.
Den hidtidige rekord i landsholdssammenhæng satte tyskeren Lukas Podolski i 2013, da han scorede efter syv sekunder i en kamp mod Ecuador.
Baumgartners scoring faldt efter en spektakulær solotur fra midterlinjen, umiddelbart efter at Østrig havde givet bolden op.
Da dommeren fløjtede kampen i gang, trillede en holdkammerat bolden til Baumgartner, og så tog djævelen ellers ved RB Leipzig-spilleren, der styrede direkte ned mod Slovakiets mål.
Først driblede han imellem to modstandere, hvorefter en tredje blev sat af med en lille hoftefinte. Da den slovakiske forsvarskæde bakkede, fortsatte Baumgartner sit løb og sparkede bolden fladt i nettet fra en position lidt uden for feltet.
Målet sendte Østrig på kurs mod sejren, der endte på 2-0. Andreas Weimann scorede det andet mål i slutfasen.
Den østrigske landsholdsrekord lød tidligere på 49 sekunder og blev sat af Stefan Maierhofer, da Østrig mødte Færøerne i 2009.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet