Østrigere slår til i Leipzigs CL-comeback mod Zenit
Yussuf Poulsen startede på bænken, men fik de sidste minutter som indskifter i onsdagens opgør i Champions League. Foto: Annegret Hilse/Reuters
Annegret Hilse/Reuters
Yussuf Poulsen fik de sidste 20 minutter på banen, da Leipzig slog Zenit Skt. Petersborg med 2-1.
RB Leipzig nærmer sig klubbens første avancement til knockoutfasen i Champions League.
På eget græs slog tyskerne Zenit Skt. Petersborg med 2-1 på to østrigske scoringer efter en pauseføring til de russiske gæster.
Marcel Sabitzer stod for den afgørende scoring efter en times spil, da han med et drømmehug fra en spids vinkel sendte bolden op i målhjørnet.
Den 25-årige østriger tog på kanten af straffesparksfeltet bolden ned med brystkassen og tordnede den ind til 2-1.
Ti minutter forinden havde landsmanden Konrad Laimer gjort det til 1-1 for Leipzig.
Ved pausen var Zenit på vej mod en overraskelse på Yaroslav Rakitskys langskudsdrøn efter 25 minutter.
Et nederlag havde været nærmest katastrofalt for Leipzig, der havde tre point efter de to første gruppekampe mod Lyon og Benfica. Nu har tyskerne seks point, før holdet skal til Sankt Petersborg om to uger.
Dermed har holdet fine chancer for at gå videre til forårets knockoutkampe. Det formåede tyskerne ikke, da de i forrige sæson for første gang i klubbens historie deltog i Europas største klubturnering.
Danske Yussuf Poulsen startede på bænken for Leipzig, men fik de sidste 20 minutter som indskifter.
Leipzig topper med sine seks point gruppe G foran Zenit og Lyon med fire point. Benfica kom på tavlen med tre point, da onsdagens hjemmekamp blev vundet med 2-1 over Lyon.
Det trak ellers op til uafgjort, men efter 86 minutter scorede Pizzi sejrsmålet.
Hos Lyon sad Joachim Andersen på bænken i hele kampen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker