Østrigsk angriber har kraniebrud efter brutalt overfald
Guido Burgstaller (til venstre) må holde pause i adskillige måneder efter et voldsomt overfald. (Arkivfoto). Foto: Zsolt Czegledi/Ritzau Scanpix
Guido Burgstaller fra FC Københavns europæiske modstander Rapid Wien blev overfaldet i weekenden.
Fodboldspilleren Guido Burgstaller var i weekenden offer for et brutalt overfald i den østrigske hovedstad, Wien.
Mens han befandt sig i midtbyen, blev den 35-årige østriger angrebet af en ukendt gerningsmand, skriver nyhedsbureauet dpa.
Burgstaller pådrog sig blandt andet et kraniebrud ved overfaldet og bliver ifølge meldingerne fra Østrig behandlet på hospitalet for sine skader.
Burgstaller spiller til daglig for hovedstadsklubben Rapid Wien, som torsdag aften står over for FC København i Conference League.
Han er delt topscorer for holdet med to mål, men kommer ikke i aktion lige foreløbig. På tværs af alle turneringer har han i denne sæson scoret otte mål - næstflest af alle på holdet.
Skaderne efter overfaldet betyder, at han er ude i adskillige måneder.
Forwarden har spillet 26 kampe og scoret to mål for det østrigske landshold. På klubplan har han tidligere repræsenteret blandt andet Cardiff og Schalke 04.
Både Rapid og FCK er sikre på videre deltagelse i Conference League før torsdagens afsluttende spillerunde i den tredjestørste europæiske klubturnering.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker