Østrigsk outsider leverer sensation i OL-styrtløb
Foto: Fabrice Coffrini /Scanpix
Fabrice Coffrini /Scanpix
Unge Matthias Mayer kan se frem til en ny tilværelse som folkehelt i skisportgale Østrig, når han kommer hjem til alpelandet efter OL i Sotji.
For i kufferten har den 23-årige og - indtil søndag - relativt ukendte Mayer én af vintersportens mest eftertragtede medaljer, nemlig guldet i fartdjævlenes kongedisciplin, det alpine styrtløb.
Matthias Mayer var hurtigst på den 3,5 kilometer lange og teknisk krævende piste i Rosa Khutor uden for Sotji på en dag, hvor forhåndsfavoritter som nordmanden Aksel Lund Svindal og amerikaner Bode Miller havnede uden for medaljeplaceringerne.
Østrigerens sejr er en kæmpeoverraskelse, eftersom Mayer normalt er bedst i super-G og aldrig har været på podiet i et world cup-styrtløb.
Men Mayer havde fundet den helt rigtige formel på det hårde og glatte underlag, og i mål var han 6/100 af et sekund hurtigere end Christof Innerhofer fra Italien, der fik sølv.
Nordmanden Kjetil Jansrud tog sig af bronzemedaljen, mens hans landsmand Aksel Lund Svindal måtte nøjes med fjerdepladsen.
Det var på forhånd frygtet, at underlagets beskaffenhed ville være årsag til dramatik og alvorlige styrt, efter at flere løbere havde været i problemer under træningen.
Bode Miller havde endda sagt, at pisten "kan dræbe dig", da han havde prøvet kræfter med bjerget i det russiske vintersportsområde, men søndagens løb var stort set renset for den slags dramatik.
I stedet kunne Matthias Mayer altså lade sig hylde som dagens store alpine helt med bevidstheden om, at han havde valgt det helt rigtige øjeblik til at vinde sit første styrtløb på højeste niveau.
Sidste gang en østriger kunne træde øverst på sejrspodiet efter et OL-styrtløb var i Salt Lake City 2002, da Fritz Strobl var hurtigst.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker