Ottesen i første finale

Svømmeren Jeanette Ottesen kvalificerede sig torsdag til sin første finale ved VM i svømning i Rom, mens Rikke Møller Pedersen blev slået ud i semifinalerne.

Den danske succes fortsætter og rekordregnen ligeså ved VM i svømning i Rom, efter at Jeanette Ottesen torsdag svømmede sig i finalen på 100-meter fri, hendes første finale ved dette VM.
Den 20-årige dansker svømmede med 53,41 sekunder sjettebedste tid i semifinalerne, men hun var kun 39/100 fra den tredjebedste tid, og det giver forhåbninger før fredagens finale. Tiden var desuden nordisk rekord.
I 200-meter brystsvømning måtte Rikke Møller Pedersen se en finaleplads gå sin næse forbi, da hun havde 11.-bedste tid blandt deltagerne i de to semifinaler. Tiden 2.23,34 minutter var dog dansk rekord.
Amerikaneren Ryan Lochte satte endnu en af de mange verdensrekorder, der er blevet mulige ved VM på grund af de højteknologiske svømmedragter, da han vandt finalen på 200-meter medley i 1.54,10 minutter.
Hos kvinderne forbedrede australieren Jessicah Schipper verdensrekorden på 200-meter butterfly, da hun vandt finalen i 2.03,41 minutter.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret