Det gjorde ondt på Jeanette Ottesen at slutte som nummer fire på 100-meter butterfly ved EM i svømning i Budapest. Så ondt, at hun næsten ikke orkede at kæmpe sig igennem lørdagens indledende heat på 50-meter fri.
- Jeg er stadig ikke helt ovenpå. Jeg har sovet dårligt, så jeg skulle bare igennem i dag. Når jeg en finale i aften, er jeg glad, siger Jeanette Ottesen, der satte femtebedste tid og dermed skal svømme semifinale senere lørdag.
Hun har gransket sig selv for at finde frem til, hvorfor hun ikke kunne leve op til sine forventninger på 100-meter butterfly, som skulle have været hendes paradedisciplin ved mesterskaberne.
- Jeg var alt for nervøs, og det var der også en forklaring på, men det er noget personligt, så det holder jeg for mig selv, siger sprinteren, der tidligere på ugen vandt sølv på 50-meter butterfly.
Rikke Møller Pedersen havde også sat næsen op efter mere i sin fredagsfinale, men måtte nøjes med bronze på 200-meter bryst. Hun forsøgte at svømme skuffelsen væk på 50-meter bryst, hvor hun havde 11.-bedste indledende tid. Det betyder, at hun også svømmer semifinale lørdag aften hvor også Lotte Friis skal i vandet og jagte en podieplads på 1500-meter fri.
Jakob Andkjær var derimod tre hundrededele af et sekund for langsom på mændenes 50-meter fri til at gå videre. Dermed kneb det endnu engang for Vallensbæk-svømmeren at leve op til sine egne forventninger ved EM-stævnet.
- Jeg har haft en del eksamener på universitetet i USA, hvor jeg svømmer, og det har betydet, at jeg ikke har kunnet træne for fuld kraft. Men nu skulle jeg gerne være færdig, og så kan jeg forhåbentlig prioritere svømningen højere frem mod OL, siger Andkjær.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker