Det var en ægte sensation, da Jeanette Ottesen fredag vandt VM-guld i 100-meter-fri. Men svømmeren tror ikke, at andre helt forstår, hvor stort det faktisk er.
- Jeg ved ikke, om folk er klar over, at det er den største disciplin. Folk har det med at sige, at en guldmedalje, er en guldmedalje, og sådan er det bare ikke i svømning.
- Der er guldmedaljer i 100-meter-fri, og så er der guldmedaljer i de andre discipliner. Jeg tror ikke, folk kender forskellen.
- Men jeg håber, at mit budskab kommer ud. Jeg har prøvet at forklare mig før, men det virker ikke til, at folk forstår det, siger Jeanette Ottesen.
Den 23-årige danske svømmer satte konkurrenterne til vægs i en spændende finale i Shanghai, hvor hun slog hånden i endevæggen i samme tid som hviderusseren Aliaksandra Herasimenia. Dermed delte de to svømmere guldet.
For Dansk Svømmeunion er en guldmedalje en guldmedalje, men sportschef Lars Sørensen kan godt følge Jeanette Ottesens argumentation et stykke hen ad vejen.
- Alle discipliner er lige vigtige for mig. Men konkurrencetætheden er større på de kortere distancer, siger Lars Sørensen.
Den tidligere topsvømmer Mette Jacobsen er imidlertid fuldstændig enig med Jeanette Ottesen i vurderingen af 100-meter-fri.
- Ligesom atletikken har 100-meteren, som alle skal se, så er det også sådan inden for svømningens verden, at 100-meter-fri er den mest prestigefyldte overhovedet, siger Mette Jacobsen til sporten.tv2.dk.
Svømmeren fra Kvik Kastrup har dog endnu ikke selv forstået, hvad hun præsterede i det kinesiske bassin fredag.
- Jeg er superglad og lykkelig, men jeg tror først, det går op for en, når man kommer hjem og er sammen med sin familie, siger Jeanette Ottesen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker