Ottesen sikrer sig billet til OL-finalen
Svømmeren Jeanette Ottesen, der er udpeget som et af Danmarks helt store medaljehåb ved OL i London, svømmede sig onsdag aften videre til finalen i favoritdisciplinen 100 meter fri.
Jeanette Ottesen blev sidste år verdensmester i samme disciplin, men måtte nøjes med en delt fjerdeplads i semifinalen i de olympiske bassiner.
Først i mål var hollandske Ranomi Kromowidjojo i olympisk rekordtid, mens Missy Franklin fra USA og Tang Yi fra Kina kom ind som nummer to og tre.
Danskeren klarede sig videre til finalen i tiden 53,77 sekunder, hvilket også var femtebedste tid i aftenens semifinaler.
Men hun var bestemt ikke tilfreds med sin egen præstation, som da heller ikke kunne hamle op med det indledende heat onsdag, hvor hun gennemførte de 100 meter på 53,51 sekunder.
- Jeg er irriteret over, at jeg ikke svømmede hurtigere end i morges. Jeg ved ikke, hvad der gik galt. Jeg er nødt til at snakke med min træner for at finde ud af det, siger Jeanette Ottesen.
Tiden i det indledende heat onsdag formiddag var tredjebedste tid før semifinalerne og kun én tiendedel af et sekund langsommere end Jeanette Ottesens danske rekord. Den tid blev endda sat med de heldragter, som ikke længere er lovlige.
Jeanette Ottesen svømmer finale torsdag aften, hvor hun har mulighed for at få sin første OL-medalje nogensinde.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde