Ove Christensen: Vores forsvar sejlede

Randers-træner Ove Christensen mente ikke, at det var hans forsvarsspilleres fortjeneste, at Randers besejrede Brøndby 3-2 på hjemmebane søndag eftermiddag.

På forhånd havde han været bekymret over den bageste kæde, fordi hverken Anders Egholm eller Søren Jensen havde trænet regelmæssigt med holdet, og trænerens bekymring viste sig at være velbegrundet bedømt på 2. halvleg.

- Ved 1-1 og 2-2 sejlede vores forsvar. Vores forsvar bestod af målmand David Ousted og stort set ikke andet. Men heldigvis havde vi nogle dygtige folk oppe foran, sagde han efter kampen og henviste til firkløveret Yura Movsysian, Mikkel Beckmann, Søren Berg og Alexander Fischer.

Det var Yura Movsysian, der bragte Randers i front med 20 minutter igen, mens Søren Berg stod for sejrsmålet fire minutter før tid.

- Morten Karlsen og Kasper Lorentzen bag dem kittede det godt sammen, men de fik ikke noget hjælp af forsvaret. De var ikke ordentligt sammenspillet i dag, mente Ove Christensen, som kaldte målmand David Ousted for kampens store spiller.

Ousted spillede sin første Superligakamp for kronjyderne, og han samt det effektive omstillingsspil blev udslagsgivende for kampens udfald.

Forårets Randers-topscorer, Yura Movsysian, udgik i torsdagens Europa League-kvalkamp mod slovenske Gorica og måtte starte på bænken. Efter indskiftningen i pausen skulle han bruge et par chancer på at score.

Han forventer at starte inde, når Randers på torsdag spiller returkamp mod Gorica på hjemmebane.

/ritzau/

Randers-træner Ove Christensen erkendte, at hans hold kunne have fået en øretæve frem for en 3-2-sejr, da Brøndby søndag var på besøg.

Offentliggjort Sidst opdateret