OVERBLIK: Landsholdsaftalen der aldrig kom i hus
Spillerne er stået sammen i forhandlingerne om en ny landsholdsaftale for kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold. Det er ikke lykkes at få en aftale i stand, og det har nu medført, at fredagens VM-kvalifikationskamp mellem Sverige og Danmark endegyldigt er aflyst. Foto: /ritzau/Poulsen Lars
/ritzau/Poulsen Lars
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) oplyser, at VM-kvalifikationskampen mellem Sverige og Danmark er aflyst.
I halvanden måned har fodboldspillerne på kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold ikke haft en landsholdsaftale, der sætter rammen for spillernes vilkår i landsholdssammenhæng.
Nu er forhandlingerne brudt fuldstændig sammen, og DBU har meldt afbud til kvindernes VM-kvalifikationskamp mod Sverige.
Den kamp skulle være spillet fredag, men torsdag bekræftede Uefa, at kampen er endegyldigt aflyst.
Sådan har sagen udviklet sig:
* 6. september 2017: Landsholdsaftalen mellem DBU og Spillerforeningen for kvindelandsholdet og U21-landsholdet udløber. Datoen er timet med, at U21-landsholdet akkurat når at indlede EM-kvalifikationen.
Parterne har forhandlet i flere måneder, men er ikke nået frem til en aftale. En stor knast i forhandlingerne er, hvorvidt DBU skal være arbejdsgiver for spillerne eller ej. Det mener spillerne, at DBU skal. Økonomi og arbejdsforhold forhandles der også om.
* 11. september: Kvindelandsholdet udebliver fra en planlagt landsholdssamling i Horsens, da en ny aftale ikke er kommet på plads. Kvindelandsholdet selvtræner i stedet med hjælp fra Spillerforeningen.
* 12. september: DBU vælger at aflyse EM-revanchen mod Hollands fodboldkvinder som følge af konflikten. Kampen var udsolgt og skulle være spillet 15. september i Horsens.
* 16. september: DBU meddeler, at der er "totalt sammenbrud" i forhandlingerne. VM-kvalifikationskampen ude mod Ungarn er dermed i alvorlig fare for at blive aflyst eller blive spillet med rene amatørspillere. Det kan medføre alvorlige sanktioner fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og/eller Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
* 17. september: Fodboldkvinderne sender et nyt tilbud til DBU, som unionen nægter at gå videre med. Herrelandsholdet tilbyder at afstå 500.000 kroner fra holdets aftale. De penge skal bruges til, at DBU og kvinderne kan nå til enighed økonomisk.
* 18. september: Parterne bliver enige om en delaftale, efter at fagforbundet LO (Landsorganisationen i Danmark) og DIF (Danmarks Idrætsforbund) har bistået forhandlingerne. Aftalen gælder kun kvindelandsholdets ene kamp. Spillerne haster til Ungarn og vinder 6-1 dagen efter.
* 20. september: Fodboldkvinderne meddeler, at det blot er detaljer, som mangler, før en ny landsholdsaftale er på plads. Parterne er enige om ikke at udtale sig til pressen om forhandlingerne, imens de pågår.
* 25. september: U21-landstræner Niels Frederiksen udtager sin trup og siger, at han har en klar forventning om, at konflikten er løst, så spillerne kan møde ind til træning 2. oktober i Aalborg.
* 2. oktober: DBU og Spillerforeningen er stadig ikke blevet enige om en permanent landsholdsaftale. Derfor indgår parterne igen en midlertidig aftale, som sikrer, at U21-landsholdet kan samles og spille to EM-kvalifikationskampe.
* 9. og 10. oktober: Datoerne er sat af til forhandlinger, hvilket blev meldt ud, da en ny midlertidig aftale kom på plads. Forhandlingerne fører ikke til en aftale og fortsætter derfor de følgende dage.
* 15. oktober: Spillerforeningen meddeler, at forhandlingerne brød sammen fredag 13. oktober. Parterne er ellers nået til enighed om, hvorvidt DBU skal være arbejdsgiver for spillerne eller ej. Nu bunder uenigheden i økonomi, hvilket tidligere i forhandlingerne ikke lød til at være et problem.
* 16. og 17. oktober: Spillerne møder ikke ind i landsholdslejren og træner derfor ikke i DBU-regi 16. og 17. oktober. DBU meddeler, at melder spillerne sig ikke under unionens fane 18. oktober klokken 10, bliver den forestående VM-kvalifikationskamp mod Sverige aflyst.
* 18. oktober: Klokken 10.30 meddeler Det Svenske Fodboldforbund (SvFF), at man fortsat ikke har hørt fra DBU, fordi sagen trækker ud. Klokken 12 bekræfter DBU, at man har meldt afbud til svenskerne, og at kampen derfor er aflyst.
* 19. oktober: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) bekræfter på sin hjemmeside, at VM-kvalifikationskampen mellem Sverige og Danmark er aflyst.
Efter VM i Rusland til sommer udløber også landsholdsaftalen for herrernes A-landshold.
Seneste artikler
Kro bortforpagtet - men traditionerne fortsætter
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Simon Hansen skyder resortmøde i gang: - Vil skabe mere liv året rundt
To mænd uden sele og pas fik bøder ved grænsen i Rødbyhavn
135 blev blitzet: Én havde meget travlt
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Efterlyser vidner i sag om grov vold