Overlegen Pogacar knuser igen rivalerne i Catalonien
Tadej Pogacar har et stort forspring inden sidste etape af Catalonien Rundt. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Tadej Pogacar vandt kongeetapen i Catalonien Rundt. Det var hans tredje etapesejr i løbet.
Selv om der stadig mangler en etape af Catalonien Rundt, er spændingen om den samlede sejr nu endegyldigt forduftet.
Tadej Pogacar (UAE Emirates) har været fuldstændig suveræn hele ugen, og lørdag satte han en tyk streg under styrkeforholdet i det bjergrige etapeløb.
På det, der på forhånd blev kaldt kongeetapen, leverede sloveneren en ny kongepræstation og knuste nok en gang resten af feltet i en soloopvisning.
Det var hans tredje etapesejr i løbet, og han kan gå ind til sidste etape med et forspring på omkring tre et halvt minut.
Showet begyndte 29 kilometer fra målstregen på etapens næstsidste stigning. Pogacar rejste sig i sadlen og accelererede væk fra en favoritgruppe, der for længst havde indstillet sig på at skulle køre om andenpladsen.
Bag ham lignede Quick-Steps Mikel Landa ligesom på tidligere etaper feltets næstbedste klatrer.
Han slog hul til de øvrige forfølgere og fik lidt efter selskab af Egan Bernal (Ineos), den tidligere Tour de France-vinder, der tilsyneladende er i langt bedre forfatning end sidste år.
Duoen samarbejdede op af målstigningen, og Bernal øjnede pludselig en podieplads, fordi Aleksandr Vlasov (Bora) havde problemer bagude.
Pogacar så de dog ikke mere til. Sloveneren vandt med en margin på 57 sekunder til Bernal og Landa. Landa er nummer to samlet, mens Bernal kørte sig op på tredjepladsen i den samlede stilling.
På søndagens sidste etape skal rytterne køre 145 kilometer i og omkring Barcelona. Etapen slutter med flere ture op ad Montjuic-bjerget.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned