Dronningen af Farum hedder efterhånden Caroline Wozniacki.
I suveræn stil sluttede verdensetteren søndag sin festuge i byen af ved at vinde WTA-turneringen e-Boks Sony Ericsson Open for andet år i træk. Det skete med en finalesejr på 6-1, 6-4 over tjekken Lucie Safarova, som er nummer 38 i verden.
Sejren var Wozniackis nummer 17 på WTA Touren og danskerens femte titel i år, hvor hun indtil videre har spillet syv finaler. Imponerende tal. Nu mangler der bare en grand slam-sejr.
Næste chance får hun, når Wimbledon begynder den 20. juni, og der spilles der i modsætning til hardcourt-banen i Farum som bekendt på græs.
Selvtilliden bør være helt i top hos Wozniacki. Hun har for det meste domineret sine modstandere i Farum og fået lejlighed til at træne sit offensive spil med - for hende - lidt uvante ture til nettet. Det kan være en stor hjælp ved Wimbledon.
Inden søndagens finale førte Safarova faktisk med 1-0 i kampe over Wozniacki, efter at tjekken sidste år besejrede danskeren med to gange 6-4 på grus i Stuttgart. Revanchen var ganske fortjent.
Wozniacki var på alle områder bedst. Især grundslagene fra baglinjen blev sendt af sted med stor autoritet.
At Wozniacki vandt kampen var ikke en stor overraskelse, og det var næsten givet på forhånd, at hun ville vinde første sæt. Safarova har nemlig været en yderst langsom starter hele ugen i Farum. I sine fire kampe op til finalen havde hun også tabt første sæt.
Mod verdens nummer et formåede Safarova dog ikke at komme tilbage i kampen, hvor danskeren lagde hårdt ud ved at komme foran med 3-0 i første sæt.
Wozniacki fik det afgørende brud i andet sæt, da Safarova servede ved stillingen 2-2, og så var den sikre vej mod titelforsvaret lagt.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker