Overlegne Bjerringbro-Silkeborg baner sig vej til semifinale
Peter Balling var kilde til stor frustration hos Skive-spillerne før pausen. (Arkivfoto). Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix
Uden slinger i valsen tromlede Bjerringbro-Silkeborg hen over Skive fH fra landets næstbedste række.
Skive fH fra 1. division havde ikke en chance, da Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH) fra ligaen tirsdag aften kom på visit.
Gæsterne uddelte øretæver til de undertippede værter og sikrede sig en plads i pokalturneringens semifinale.
BSH var ved pausefløjt foran med 22-16, og føringen blev udbygget løbende efter pausen, så klubben vandt med 41-29.
Senere tirsdag aften spillede også Skjern Håndbold sig i semifinalen efter en sejr på 28-21 over Mors-Thy Håndbold. Semifinalerne løber af stablen i en Final 4-weekend 18. og 19. februar.
Skive fH, der er på tredjepladsen i 1. division, indledte kampen optimistisk, men det blev hurtigt tydeligt, at der på grund af fysik og rutine var stor klasseforskel.
Værterne kunne slet ikke styre Peter Balling, der skabte så meget røre, at hans holdkammerater gang på gang drønede igennem skibonitternes defensiv.
I den anden ende var Matias Damgaard lidt af en enmandshær for Skive. Før pausen scorede han seks af Skives 16 mål.
I anden halvleg fortsatte BSH sin fremmarch, og efter 43 minutter scorede Ludvig Hallbäck, så gæsterne med 29-19 kom foran med ti mål for første gang i kampen.
Det betød samtidig, at BSH begyndte at smide nogle af de helt unge kræfter på banen. 18-årige Magnus Rahbek bød eksempelvis ind med gode aktioner fra venstre back, ligesom Patrick Boldsen scorede masser af mål fra højre fløj.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker