Overtidsmål redder Liverpool fra nyt pointtab
Fabio Carvalho blev helten i overtiden for Liverpool. Foto: Phil Noble/Reuters
På et sejrsmål syv minutter inde i overtiden vandt Liverpool 2-1 på Anfield over Newcastle.
Det lignede længe endnu en Liverpool-skuffelse i en besværlig sæsonstart.
Men syv minutter inde i overtiden på hjemmebane mod Newcastle reddede Fabio Carvalho dagen og hensatte Anfield i ekstase.
Målet faldt efter et hjørnespark, hvor bolden hoppede og dansede fra hoved til hoved, inden den unge portugiser resolut bankede den ind under overliggeren.
Manager Jürgen Klopp kunne juble med tilhængerne, der formentlig havde indstillet sig på endnu et pointtab.
Gæsterne har til gengæld al mulig grund til at ærgre sig. Newcastle gjorde det enormt svært for Liverpool og førte ved pausen efter Alexander Isaks debuttræffer.
Omkring en halv milliard danske kroner betalte den nyrige klub efter sigende for den svenske angriber, da man i sidste uge hentede ham i spanske Real Sociedad.
Og den dyre tilgang viste i sin debut onsdag aften, at han kan blive en væsentlig forstærkning af Eddie Howes mandskab.
Han skulle således kun bruge 38 minutter til at lave sit første mål i Newcastle-trøjen.
Isak modtog en dyb stikning fra Sean Longstaff, og alene med Liverpool-målmand Alisson bankede han bolden højt i nettet.
Tidligt i anden halvleg fik debutanten endnu en fuldtræffer annulleret for offside. I stedet for Newcastle-føring på 2-0 fik Roberto Firmino bragt Liverpool ind i kampen med sin udligning efter en time.
Med sejren er Liverpool oppe på otte point, hvilket er syv færre end førende Arsenal, der fortsatte sin perfekte sæsonstart med en 2-1-sejr over kriseramte Aston Villa.
Gabriel Jesus og Gabriel Martinelli stod for hjemmeholdets to mål.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker