Overtidsscoring bremser Vejles raketfart mod oprykning
Arbnor Mucolli og holdkammeraterne i Vejle dummede sig gevaldigt lørdag mod Sønderjyske. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vejle har cruiset mod oprykning hele sæsonen, men Sønderjyske stak lørdag en kæp i hjulet på østjyderne.
Meget skal stadig gå galt, hvis ikke Vejle efter sommerferien skal spille superligafodbold, men holdet kom lørdag skidt ind i 1. divisions oprykningsspil.
Foran hjemmepublikum i Nørreskoven leverede østjyderne en sløj præstation i første slutspilsrunde og endte efter et drama i slutminutterne med at tabe 1-2 til Sønderjyske.
Vejle er gået ind i oprykningsspillet med 13 point ned til FC Helsingør, der på tredjepladsen er lige uden for oprykning. Det er reduceret til 12 point efter Helsingørs 0-0 mod Vendsyssel. Samtidig kommer Sønderjyske med sejren op omgangshøjde med Helsingør.
Hvidovre, der har en kamp til gode, ligger på den anden oprykningsplads med 44 point.
Vejlenserne er storfavoritter til at komme op i Superligaen, men Sønderjyske gik bestemt ikke til kampen som underdog.
Sønderjyderne dominerede den første halve time med højt pres og havde faktisk bolden i nettet en enkelt gang. Scoringen blev dog annulleret for offside.
Vejle fandt lidt mere fodfæste i det sidste kvarter før pausen, men gæsterne var stadig bedst og var uheldige med ikke at føre halvvejs.
De lovende takter fortsatte ind i anden halvleg, og efter fem minutter kom belønningen for Sønderjyske. Peter Christiansen kunne let sparke føringen ind, efter at José Gallegos samlede en ripost op.
Selv om Vejle kom lidt bedre med, havde gæsterne kampen under kontrol indtil tre minutter før tid.
Her betød et drop af Sønderjyske-keeper Nicolai Flø, at German Onugkha let og ufortjent kunne gøre det til 1-1 på riposten.
Bedst som pointdelingen syntes sikker, vaklede Vejle-defensiven igen. Orri Óskarsson blev sendt i dybden tre minutter inde i tillægstiden, og han sikrede med en flad afslutning den fortjente sejr til gæsterne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned