Overtidssejr giver Rungsted matchbold mod Herning

Med en sejr på 3-2 efter forlænget spilletid fører Rungsted nu 3-1 i kampe i kvartfinaleserien mod Herning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rungsted Seier Capital er én sejr fra en plads i DM-semifinalerne i landets bedste ishockeyliga.

Fredag aften kom sidste sæsons danske mestre foran 3-1 i kampe mod Herning Blue Fox. Det skete med en sejr på 3-2 i Bitcoin Arena i Hørsholm efter forlænget spilletid.

Rasmus Thykjær Andersson blev matchvinder med sin scoring cirka fire et halvt minut inde i den forlængede spilletid. Han udlignede også til 2-2 cirka halvvejs i tredje periode.

Dermed kan Rungsted på søndag sikre avancement. Her skal slaget dog slås på midtjysk is.

Sebastian Bergholt bragte i første periode Rungsted foran 1-0, inden mål af først Mathias Bau Hansen og derefter Morten Poulsen i anden periode gav Herning føringen.

Men det endte altså med en nordsjællandsk sejr og matchbold.

Esbjerg Energy er også kun en enkelt sejr fra at gå videre fra sin kvartfinaleserie mod Frederikshavn White Hawks. Fredag vandt vestjyderne 3-1 over Frederikshavn, der nu har ryggen mod muren.

Til gengæld står det en smule overraskende helt lige i serien mellem Odense Bulldogs og Sønderjyske. Odense, der sluttede på syvendepladsen i grundspillet, udlignede fredag til 2-2 i kampe med en 4-3-sejr.

Senere fredag aften kan Aalborg Pirates som det første hold nappe en semifinalebillet, hvis det for fjerde gang i lige så mange kampe lykkes at slå Herlev Eagles.