På trods af overtal: NFC er blevet mere isoleret i bunden

En skuffet Claus Jensen forlader banen efter nederlaget til Aarhus Fremad. Foto: Thomas Lærke Jensen

Nyt nederlag til Nykøbing FC, der blev yderligere isoleret i bunden af 2. division.

Offentliggjort Sidst opdateret

AARHUS, FOLKETIDENDE: Det blev ikke til point i udebanekampen mod Aarhus Fremad for det lokale fodboldflagskib.

Nykøbing FC fik ellers en drømmestart på kampen, da Emil Wass var på pletten allerede efter to minutters spil, da han nåede først på et indlæg fra højre og sendte bolden forbi Fremad-keeper Casper Andersen.

Målet sendte øjeblikkeligt gæsterne dybt nede i defensiven, hvor de blev presset ekstremt langt tilbage i perioder, hvor det brændte alvorligt på.

Villads Eskildsen måtte redde på målstregen efter et hjørnespark, og Tobias Brogaard rystede også flere gode redninger ud af ærmet. En gang var han prisgivet da Sebastian Denius slap fri, men skød forbi den fjerneste stolpe i fri position.

Hele tre gange i første halvleg appellerede Aarhus Fremad for straffespark, men ingen af gangene fløjtede dommer Stefan Fyhn.

Først da Lucas Nyman Engelmand angiveligt skulle have taget hånden til hjælp, og de næste to gange var det Sebastian Denius og Anders Holvad, der følte sig snydt, men begge gange faldt hjemmeholdets spillere alt for teatralsk og det hoppede dommeren ikke på.

Nykøbing FC fik forsvaret den smalle føring med ind til pausen.

Presset tog til i anden halvleg og det var helt fortjent at Sebastian Denius kunne udligne efter 63 minutters spil.

Topholdet fra Aarhus var totalt overlegne, og ventede kun på scoring nummer to, da Anders Holvad stemplede ned på skinnebenet af gæsternes Oskar Gärtig, der faldt om på kunstgræsset i smerte.

Rødt kort til Holvad, der under store protester forlod banen.

Men på trods af overtallet lykkedes det ikke Nykøbing FC, at få spillet sig igennem til målchancer. I stedet kunne hjemmeholdet afgøre kampen 10 minutter før tid, da indskiftede Gustav Callø scorede sejrsmålet.

I slutfasen blev Asger Højmark-Jensen snydt for et straffespark, da han blev mejet ned af keeper Casper Andersen, men dommerens fløjte forblev tavs.

Med nederlaget er Nykøbing FC fortsat isoleret i bunden af rækken, og det er blevet værre da både Thisted og Ishøj sejrede i deres kampe.

Otte og ni point er der op til de frelsende pladser over nedrykningsstregen.