Pangfarver skal forhindre cykelrytteres ulykker på landevejen

Som dansk mester kører Cecilie Uttrup Ludwig rundt i den rød-hvide dannebrogstrøje i løbene, men på træningsturene iklæder hun sig fra i år en orange træningstrøje. (Arkivfoto). Foto: Michel Euler/Ritzau Scanpix

Flere cykelhold finder de stærke farver frem fra paletten, når rytterne skal klædes på til de mange træningstimer på landevejene. Forskningen bakker op.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver svært at overse, når Cecilie Uttrup Ludwig og holdkammeraterne fra det franske hold FDJ fremover tager på træningsture.

Sko, strømper og shorts er der intet usædvanligt ved. Men træningstrøjen i røde og orange nuancer er iøjnefaldende, og det er ikke tilfældigt.

Adskillige cykelryttere er de seneste år blevet ramt af biler. Blandt andre har Mathias Norsgaard, Mikkel Honoré og Rasmus Byriel Iversen været ufrivilligt i asfalten efter mødet med et motoriseret køretøj.

For Michele Scarponi, Davide Rebellin og Chris Anker Sørensen blev trafikulykker fatale.

For at skærpe rytternes sikkerhed prioriterer flere hold synligheden højt, når træningstøjet skal designes. Også selv om det går ud over sponsorernes karakteristiske farver.

Det initiativ falder i god jord hos Cecilie Uttrup Ludwig, der oplever holdenes bemærkelsesværdige træningstøj som en tendens.

- Det er det helt klart. Vi ser flere og flere ulykker i trafikken, hvor cykelrytterne bliver påkørt. Man kan godt føle sig lidt udsat under træningen, så jeg synes, det er sindssygt vigtigt og godt, at vi har fået noget synligt træningstøj, så man virkelig kan blive set.

- Vi prøver at gøre alt for at signalere, at vi er her, og kører også med lygter, når det er lyst, siger hun.

Visse hold afviger ikke fra deres blå, sorte eller hvide farver, som også bruges i løbene.

Men på storholdet Ineos Grenadiers har man ligesom FDJ valgt helt orange træningstrøjer til sine ryttere, mens Treks eksempelvis er helt neongul.

Og hverken holdenes eller Uttrup Ludwigs mavefornemmelse er forkert.

Et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet viste i 2014, at risikoen for at blive kørt ned i trafikken blev nedsat med 48 procent for de hverdagscyklister, som iklædte sig en pangfarvet cykeljakke sammenlignet med dem, der ikke gjorde.

Ifølge trafikforsker Harry Lahrmann er evidensen klar.

- Det er markant, siger han.

- Hvis man som cyklist vil reducere sandsynligheden for, at man bliver kørt ned af andre, er det en god idé at gøre sig mere synlig.

- Der er en evig kamp om opmærksomhed i trafikken. Hvis vi vil sikre os selv, skal vi sørge for, at de andre ser os, forklarer han.

Særligt på grå vinterdage, hvor solen er gemt bag et tykt lag af skyer, kan Cecilie Uttrup Ludwig føle sig udsat, hvis hun kører rundt i det mere klassiske træningstøj.

- Hvis man er klædt helt i sort, kigger bilisterne måske op og tænker, at vejen er klar. Så kigger de måske ned på radioen, eller hvad det kan være, og har måske ikke opdaget rytteren, konstaterer hun.

/ritzau/

Cykelholdene på World Touren

Herrernes World Tour:

* AG2R.

* Alpecin.

* Arkea Samsic.

* Astana.

* Bahrain Victorious.

* Bora.

* Cofidis.

* DSM.

* EF.

* FDJ.

* Ineos.

* Jayco.

* Wanty.

* Jumbo-Visma.

* Movistar.

* Quick-Step.

* Trek.

* UAE Emirates.

Kvindernes World Tour:

* Canyon.

* DSM.

* EF.

* FDJ.

* Fenix.

* Human.

* Israel Premier Tech.

* LIV.

* Jayco.

* Jumbo Wisma.

* Movistar.

* SD Worx.

* Trek.

* UAE.

* Uno-X.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu