Parasporten får sin egen Hall of Fame
Den unge svømmer Alexander Hillhouse er måske et kommende medlem af Hall of Fame. I sommer vandt han guld i 100 meter butterfly ved de paralympiske lege i Paris. Foto: Andrew Couldridge/Reuters
En ny Hall of Fame skal hylde de atleter og ildsjæle, der har gjort sig bemærket i parasporten.
Parasportens største legender kan fremover blive en del af en eksklusiv klub.
En ny Hall of Fame kun for parasporten ser nemlig dagens lys. Det oplyser Parasport Danmark på sin hjemmeside.
- Dette initiativ er en milepæl for dansk parasport. Vi har en rig historie fyldt med enestående præstationer og stærke personligheder, der både har kæmpet for sportslige sejre og for bedre vilkår.
- Med Hall of Fame sikrer vi, at deres bedrifter ikke blot bliver husket, men også fortsat kan inspirere nye generationer, siger John Petersson, der er formand for Parasport Danmark.
De to første medlemmer af Hall of Fame optages 23. februar, når Parasport Danmark og Politiken indvier et æresgalleri.
Netop John Petersson kunne med sine bunker af medaljer i parasvømning være et godt bud på et medlem af Hall of Fame.
Men det er ikke nødvendigvis atleter, der bliver optaget i parasportens Hall of Fame, fortæller Christian Heide-Jørgensen, der som sportsredaktør på Politiken sidder med i den jury, der bestemmer medlemmerne af den eksklusive klub.
Der vil således også være plads til ildsjæle, der har kæmpet for parasporten.
- Allerhelst kan de begge dele. Men det har været vigtigt i overvejelserne om kriterierne, at Hall of Fame kan afspejle den sociale side af parasporten og den enorme vilje, der er blevet og fortsat bliver investeret i at ændre synet på en temmelig mangfoldig minoritet, der stadig lider under et slør af manglende viden og ulige vilkår, siger Heide-Jørgensen ifølge Parasport Danmarks hjemmeside.
På sigt skal portrætter af medlemmerne i Hall of Fame hænges op i Idrættens Hus i Brøndby, hvor Parasport Danmark har hjemme.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker