Parken-boss er tålmodig efter vigtig beslutning på rådhuset
FC København spiller sine hjemmekampe i Parken. Når fodboldlandsholdet spiller betydende kampe, foregår det også i langt størstedelen af tilfældene i Parken. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Udsigten til udskudt hjemfaldspligt glæder Jacob Lauesen, men en totalrenovering har længere udsigter.
Det vækker glæde hos direktøren i selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, at Københavns Kommune har åbnet for en forlængelse af hjemfaldspligten, så nationalstadionet ikke per automatik skal overleveres tilbage til kommunen i 2060, men snarere i 2090.
Det siger Parken-direktør Jacob Lauesen til FCK's hjemmeside.
Han pointerer dog også, at der fortsat mangler nogle økonomiske beregninger, der kan fastslå, hvad en udskydelse af hjemfaldspligten vil koste Parken.
Derfor er der fortsat lange udsigter, før nationalarenaen kan få en tiltrængt makeover.
- Vi vil naturligvis undersøge mulighederne for at forlænge Parkens hjemfaldspligt til år 2090. En eventuel forlængelse vil koste et betragteligt beløb, og vi vil derfor bruge den kommende tid på at sætte os grundigt ind i den konkrete beregningsmodel, der skal benyttes til at udregne prisen for en eventuel forlængelse.
- Det her er et væsentligt skridt i den rigtige retning, men vi kigger fortsat ind i en lang proces, der kræver tålmodighed. Beslutningen er kun lige blevet offentliggjort, så vi kan i sagens natur ikke melde noget konkret ud på nuværende tidspunkt, siger Jacob Lauesen.
Han teaser dog for, at der snart kommer en anden nyhed om Parken.
- Uafhængigt af beslutningen på rådhuset vil der dog fortsat ske en masse nyt i Parken, som vi vil fortælle mere om ganske snart, siger Parken-bossen.
Fodboldstadionet og dets kontortårne blev sidste år udskilt i datterselskabet Parken Ejendomme. Det åbnede for et salg af nationalarenaen til andre investorer, men hjemfaldspligten i 2060 har ifølge Parken gjort det vanskeligt for investorer at se en god forretning i en bekostelig renovation.
Størstedelen af Parken ser i dag ud på samme måde som efter opførelsen i 1992. I 2001 blev der tilføjet et tag til stadionet, mens en totalrenovering af den ene endetribune stod færdig i 2009.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde