Parken opjusterer efter FCK-spillersalg og tilskuerfremgang
Det går godt på og uden for banen i FC København. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Parken forventer at komme ud af 2023 med et overskud på 200-225 millioner kroner.
Selskabet bag fodboldklubben FC København, Parken Sport & Entertainment, opjusterer igen sine forventninger til årets resultat.
Torsdag meddeler selskabet i en fondsbørsmeddelelse, at det forventer at komme ud med et overskud, der er 50 millioner kroner større end de tidligere udmeldte forventninger. Nu forventer Parken at komme ud af 2023 med et overskud i intervallet 200-225 millioner kroner.
Det tidligere udmeldte overskud lå i intervallet 150-175 millioner kroner.
Fodboldafdelingen tegner sig for en del af overskuddet.
FCK har haft højere transferindtægter end forventet. Klubben har indtil videre i sommerens transfervindue solgt Hakon Haraldsson og Mikkel Kaufmann. Det er især islændingens skifte til franske Lille, der batter i kassen.
FCK har også oplevet en tilskuerfremgang på Parkens tribuner.
Lalandia-badelandene har desuden haft en meget travl højsæson, lyder det i fondsbørsmeddelelsen.
Forventningerne er bygget på, at FC København kvalificerer sig til Europa Leagues gruppespil. Det er FCK garanteret efter tirsdagens samlede sejr over Sparta Prag.
Vinder FCK den afgørende Champions League-kvalifikationsrunde mod polske Rakow, opjusterer Parken formentlig forventningerne igen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned