Pasningsgaranti på Silkeborg Stadion

I disse kommunalvalgstider kan man sige, at der er pasningsgaranti på Silkeborg Stadion, smilede den verbale snedker, Silkeborg-træner Troels Bech, efter midtjyderne imponerende 3-1-sejr over mesterskabsfavoritterne fra OB i SAS Ligaen. Silkeborg-træneren var imponeret over, hvor flot hans spillere formåede at fastholde bolden i egne rækker med et forrygende pasningsspil, der reducerede de mere og mere frustrerede OB'ere til træningskegler.

Troels Bech roste også sine spillere for at rejse sig bastant ovenpå Peter Utakas chokscoring efter blot 17 sekunder.

- Det ville ikke have været første gang, at et holds moral var blevet knækket af et hurtigt mål, men vi kom flot igen med en gennemført holdindsats, sagde Bech.

Han havde ros til tomålsskytten Jesper Bech, der afgjorde kampen i anden halvleg.

- Jeg ved godt, det ikke er Alt for Damerne, men det var næsten rørende at se Jesper Bech folde sig ud, sagde træneren.

Med fem træffere fører Jesper Bech nu SAS-ligaens topscorerliste med én notering mere end holdkammeraten Rajko Lekic. Jesper Bech er dog overbevist om, at Lekic nok skal overhale ham på topscorerlisten inden sæsonen er slut.

- Rajko er mere målscorertype end jeg, og jeg er sikker på, at han kommer til at score meget mere end mig i denne sæson. Jeg vælger at glæde mig over sejren for HB Køge og SønderjyskE var efterhånden kommet tæt på. Så det var vigtigt med de tre point, sagde Jesper Bech.

/ritzau/

Cheftræner Troels Bech jublede over sit holds flotte kombinationsspil i den overraskende 3-1-sejr over OB i SAS Ligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret