Pato sikrer Milan sejren over rivalerne

Milan sikrede sig lørdag aften en vital sejr over lokalrivalerne og de nærmeste konkurrenter til mesterskabet, da de slog Inter med 3-0 i en højdramatisk kamp, der bød på to røde kort og flere store afbrændere.

Kampen var nærmest ikke kommet i gang, før hjemmeholdet kom foran.

Under et minut var der således spillet, da det brasilianske stortalent Pato kunne følge op på et forsøg fra sin angrebsmakker og landsmand Robinho og gøre det til 1-0.

Inter og især holdets topscorer Eto'o burde have udlignet føringen, men chancerne blev brændt, og derfor kunne Pato igen stjæle billedet i anden halvleg.

Først fik han udeholdets Christian Chivu vist ud, da forsvarsspilleren stoppede en Milan-kontra med en nødbremse, og kort efter gjorde han det til 2-0, hvorefter kampen reelt var lukket.

Opgøret nåede dog alligevel af få endnu en scoring i slutminutterne samt en hændelse, som sikkert vil blive husket længe i støvlelandet.

Således kom hjemmeholdets Antonio Cassano på banen kort før tid. Han nåede at få tilkæmpet sig et straffe, som han selv omsatte til mål.

Da han fejrede scoringen, smed han trøjen og indkasserede et gult kort fra kampens dommer. Samme dommer kunne give italieneren kort nummer to kun et minut senere, da Cassano begik et unødvendigt frispark.

Med sejren er Milan fem point foran Inter på andenpladsen. Napoli kan dog gå forbi Inter med en sejr søndag.

/ritzau/

Brasilianske Pato blev kampens hovedperson, da Milan slog lokalrivalerne Inter. Kampen bød på to udvisninger.

Offentliggjort Sidst opdateret