Paven dropper kampen - men hilser på Messi

Lionel Messi og resten af de argentinske landsholdsspillere kommer 14. august på besøg i Rom til en venskabskamp mod Italien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kampen blev en realitet, efter den katolske kirke i marts fik sit første overhoved fra Sydamerika i skikkelse af pave Frans.

Pave Frans er født i Argentina, og det italienske fodboldforbund (FIGC) meldte i april ud, at kampen mod Argentinas skulle spilles for at ære paven.

Men det bliver altså uden hovedpersonen selv til stede på stadion.

Ifølge nyhedsbureauet AFP vil paven tage imod spillerne fra de to landshold samme aften, som de mødes på grønsværen i Rom, men det katolske overhoved vil ikke overvære kampen på stadion.

AFP har talt med Federico Lombardi, som er chef for Vatikanets pressetjeneste, og han fortæller, at paven ikke vil overvære kampen på stadion.

Om pavens møde med de to holds stjerner siger pressechefen:

- Det bliver udelukkende et privat møde, siger Lombardi om den forestående visit i Vatikanet.

Pave Frans kommer fra Argentina og har tidligere været ærkebiskop i Buenos Aires. Han er en stor fodboldfan og har hele livet været supporter for den argentinske klub San Lorenzo.

/ritzau/