Pengenød baner vejen for unge spillere

Unge og ukendte fodboldspillere kan sætte næsen op efter spilletid, når forårssæsonen i SAS Ligaen sparkes i gang i weekenden. Klubberne er presset økonomisk, og flere trænere tvinges derfor til at kigge efter forstærkninger i egne rækker til det sammenpressede kampprogram.

Det gælder blandt andet i FC Midtjylland, hvor cheftræner Allan Kuhn udmærket er klar over, at de unge spirer bliver nødvendige, når 15 runder skal spilles på blot 10 uger samt én eller flere kampe i pokalturneringen.

- Vi har 19 markspillere, og med en tre-fire skader er vi nede på 15-16 stykker, og så begynder det at se lidt hårdt ud med det program, vi har i foråret. Derfor skal vi have integreret nogle af vores unge spillere, siger Allan Kuhn.

FC Midtjylland har varslet et underskud på 55 millioner kroner i indeværende regnskabsår. Og i en anden fusionsklub er ræsonnementet det samme.

For med et underskud på knap en kvart milliard kroner hos moderselskabet Parken Sport & Entertainment er cheftræner i F.C. København, Ståle Solbakken, parat til at give spilletid til nogle af københavnernes unge spillere.

- Vi har en lidt smallere trup i øjeblikket, men det giver jo bare nogle unge flere muligheder til at blive gode fodboldspillere, siger Ståle Solbakken.

SAS ligaen starter på lørdag, hvor FC Midtjylland hjemme i Herning tager imod guldaspiranterne OB.

/ritzau/

Danske fodboldtilhængere skal lære nye navne i den kommende forårssæson i SAS Ligaen. Klubber er presset økonomisk og må hente forstærkning fra egne rækker.

Offentliggjort Sidst opdateret