Der er ikke altid enighed i Brøndby, men nu ser det lysere ud. Meget har været sagt og skrevet om forholdene uden for banen i Brøndby IF. Blandt andet har fokus været rettet mod bestyrelsesformand Per Bjerregaards rolle i klubben, særligt i forbindelse med sønnen - Anders Bjerregaards - fratrædelse som sportschef i december.
Nu erkender far Bjerregaard, at tingene i Brøndby ikke altid er præget af udbredt enighed, men han ser samtidig optimistisk på fremtiden. Det fortæller han efter et møde med tilhængere af Brøndby IF mandag aften.
- Der var også spørgsmål til, hvorvidt der er uenighed i måden tingene gøres på i Brøndby IF. Og selvfølgelig er der det, for der er mange dygtige mennesker med mange gode idéer. Vi diskuterer tingene, og så arbejder vi altid hen mod en fælles løsning på udfordringerne, siger Bjerregaard til klubbens hjemmeside.
Per Bjerregaard har tidligere udtalt, at det "var dumt og naivt" af ham at ansætte sin søn som sportschef, da folk på den måde kunne beskylde ham for nepotisme.
På mødet deltog også cheftræner Kent Nielsen og direktør Frank Buch-Andersen, der sammen med Bjerregaard stod til rådighed for fansene. Alt i alt et positivt indslag, understreger Per Bjerregaard.
- Mødet i går endte i en meget positiv og optimistisk tone fra alle fremmødte. Det tager jeg med mig, og det er den indstilling, vi går ind til foråret med, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned