Per Bjerregaard: Jeg har det dårligt

Brøndby-formand Per Bjerregaard og bestyrelsesmedlem Kurt Larsen erkender, at det sender et skidt signal, at de nu for tredje gang på et år skal ud at finde en ny direktør til klubben.

Årsagen er, at Frank Buch-Andersen har valgt at trække sig efter uenighed med bestyrelsen.

- Det var ikke en magtkamp, men jeg indrømmer, at det her ikke er gavnligt for klubben. Jeg har det altid dårligt, når det går dårligt i Brøndby, siger Per Bjerregaard.

Kurt Larsen indrømmer dog, at der har været store uenigheder.

- I bestyrelsen har der været timelange diskussioner med Frank Buch-Andersen for at få det til at virke. Men det blev for svært at få det til at fungere, og så valgte Frank at gå.

- Vi tænkte, at han ville være kvalificeret, og at han var klar over, hvad han gik ind til. Det startede også fint, siger Kurt Larsen.

Frank Buch-Andersen var toneangivende i afskeden med den tidligere sportschef Anders Bjerregaard, der er søn af Per Bjerregaard, men formanden afviser, at sønnen er på vej tilbage.

- Jeg har ingen planer om at få Anders tilbage.

- Vi skal nu have ansat to direktører, der skal fungere langtidsholdbart, og de skal fungere sammen, siger Per Bjerregaard, der overtager den daglige ledelse af klubben sammen med den kommercielle direktør Ole Palmå.

Ud over en administrerende direktør skal de finde en sportsdirektør.

/ritzau/

Per Bjerregaard siger, at der var uoverensstemmelser med Frank-Buch Andersen. Bjerregaard afviser, at hans søn vender tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret