Per Krøldrup føler sig helt klar til Japan

I Simon Kjærs karantænefravær bliver det Per Krøldrup, der skal danne midterforsvaret med Daniel Agger, når det danske fodboldlandshold torsdag møder Japan ved VM i Sydafrika.

- Jeg glæder mig til at komme i kamp ved VM, for så føler man også, at man sådan selv er med for alvor, siger Fiorentina-spilleren.

Han har endnu ikke spillet et minut i turneringen, men han er ikke bekymret for sin kampform op til opgøret, som afgør Danmarks videre VM-skæbne.

- Selvfølgelig føler jeg mig klar. At få noget spilletid er det, jeg har gået og ventet på hele tiden.

- Jeg føler, at jeg kan komme ind og hjælpe holdet, og i de to sidste testkampe op til VM fik jeg også vist, at jeg er rustet til opgaven, minder Krøldrup om.

Forsvarsspilleren har det fint med sin rolle som førstereserve for Simon Kjær og Daniel Agger, selvom Krøldrup hellere ville spille end at sidde på bænken.

- Når man er til VM, må man bare holde kæft og høre på, hvad træneren siger, så man kan hjælpe holdet, siger Krøldrup.

Danmark går kun videre fra gruppe E med en sejr over Japan. Kampen spilles på torsdag, og Holland er allerede sikret avancement til ottendedelsfinalerne.

Krøldrup spiller kampen mod japanerne, efter at Simon Kjær har indkasseret gule kort mod Holland og Cameroun i de to første VM-opgør.

/ritzau/

Forsvarsspiller Per Krøldrup har endnu ikke spillet et eneste minut ved fodbold-VM, men han føler sig 100 procent klar til kampen mod Japan på torsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret